Global Insurance Market Index

Europa Q3 2021

Forsikringsrater steg med 10 % i tredje kvartal af 2021 i Europa.

Global Insurance Market Index 3Q 2021: Fortsat præmiestigninger men større stabilitet på Property og D&O-markedet i Europa

Europæiske forsikringsrater steg gennemsnitligt med 10 % i  tredje kvartal af 2021.

Continental Europe Insurance Pricing - Q3 2021

Det europæiske marked

Property-forsikringer stiger med 12 %

  • Stigninger i property-forsikringsrater aftog generelt på tværs af alle industrier, og særligt på katastrofe-relaterede risici.
  • Der er større konkurrence på ny forretning blandt europæiske forsikringsselskaber.

Ansvarsforsikringer steg med 5 %

  • De mest udfordrende placeringer har været excesslag og USA-eksponeret risici.
  • De fleste lande har oplevet encifrede stigninger i ansvarsforsikringsrater, men nogle lande har oplevet præmiestigninger på næsten 20 %.

Finansielle og professionelle forsikringer steg i gennemsnit med 14 %

  • Der var stabilitet i D&O-markedet på grund af større kapacitet og konkurrence blandt forsikringsselskaberne. Ikke desto mindre har der været store præmiestigninger i nogle industrier og virksomheder med USA-eksponering.

Det danske marked

Overordnet set er det danske forsikringsmarked fortsat mindre påvirket af COVID-19 pandemien end de globale forsikringsmarkeder, da danske og nordiske forsikringsselskaber har været mindre eksponeret for skader relateret til pandemien. Der er fortsat konkurrence om attraktive risici, men der ses markante stigninger på udvalgte forsikringstyper, især property-, ansvars- og FINPRO-forsikringer.

Der opleves fortsat præmiestigninger for især property-, ansvars- og FINPRO-forsikringer. FINPRO – herunder direktions- og bestyrelsesansvar (D&O), kriminalitetsforsikringer, rådgiveransvar og cyberforsikringer – har oplevet markante stigninger på i nogle tilfælde over 30 %.

CYBERFORSIKRING

For cyberforsikringer ser vi en tendens til højere forsikringssummer som følge af højprofileret skader – vi har i offentligheden hørt om SolarWind og Microsoft Exchange – samt en stigende frekvens i især ransomware-angreb. Det har medført, at forsikringsselskaberne er mere restriktive i deres dækning, præmierne stiger og kapaciteten bliver reduceret. Forsikringsselskabernes interesse er størst på excess-lag og mere begrænset for primærdækning. Alle kunder skal være opmærksomme på, at selvrisikoniveauet er stigende, og at betingelserne vil blive udfordret ved fornyelse. Selvrisikoniveauet kan potentielt stige med op til 500 %, ligesom oplægget kan lyde på helt nye betingelser. Præmierne forventes at stige med 100-150 % på grund af det nuværende marked og kapacitetsudfordringer. Vi forventer også et øget fokus på påkrævede risikooplysninger.

ARBEJDSSKADE

Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber har annonceret, at forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikringer, fra den 1. januar 2022 skal indberette og indbetale et beløb pr. sikrede til Garantifonden. Størrelsen af bidraget fastsættes af Finanstilsynet, som har besluttet, at beløbet skal udgøre 30 kr. årligt pr. fuldtidsforsikret.

Folketinget vedtog i 2020 en stigning i folkepensionsalderen fra 68 år til 69 år for alle personer, der er født efter 31. december 1966. Det betyder, at forsikringsselskaberne skal betale erstatninger til tab af erhvervsevne i flere år end tidligere, da udbetalingerne løber frem til den skadelidtes pensionering. Samtidig er beregningsgrundlaget for erstatninger lavet om, således at beregningsgrundlaget for erstatninger nu følger med den stigende levetid. Derfor skal forsikringsselskaberne fremover beregne erstatninger for tab af erhvervsevne ud fra Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger. Dermed får forsikringsselskaberne også større udgifter til arbejdsskadeerstatninger. Af den årsag har visse forsikringsselskaber allerede varslet en forhøjelse af præmierne på 4-7 % ud over den årlige indeksregulering.

De fleste forsikringsselskaber fastlagde et indeks for 2021 i niveauet 12-15 % (ud over eventuelle præmiestigninger). Det er det højeste niveau, vi nogensinde har registreret, og overgår således det hidtidige rekordindeks, nemlig 2019-indekset, som var på 9-10 %. Det høje indeks skyldes ifølge forsikringsselskaberne selv det stigende antal afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og en stigning i antallet af tilkendelser af erhvervsevnetab. De første indikationer viser, at indekset formentlig bliver i samme niveau som for 2021.

 

Søjlediagrammet illustrerer udviklingen i globale forsikringsrater.