Skip to main content

Forsikringsdækning ved stormflod

Close up of a person wearing wellies trying to walk through a flood.

I weekenden oplevede Danmark historiske vejrforhold, hvor der blev registreret stigning i vandstande, som ikke er set de seneste 100 år. Meteorologer konstaterer, at weekendens vejr bare er en forsmag på hvor galt det kan gå og at det bestemt ikke er sidste gang vi oplever lignende vejrforhold. Derfor er det også i fremtiden vigtigt at være opmærksom på, hvorvidt man er dækket af stormflod i sine forsikringsbetingelser.

Dækker din forsikring stormflod?

Hvis man er ramt af en skade på en bygning og/eller løsøre, der ligger i et område, som er udpeget til at have været ramt af stormflod af Naturskaderådet, vil man i første omgang være berettiget til erstatning under stormflodsordningen. En betingelse for dækning er dog, at der også er tegnet en forsikring mod brand, samt at der er betalt stormafgift i forbindelse hermed. Dette vil være tilfældet for langt de fleste brandforsikringer.

Stormflodsordningen dækker typisk direkte skade på fast ejendom og løsøre, uanset om der er tale om privat eller erhverv. Det er en betingelse, at den beskadigede bygning eller løsøre har været oversvømmet – altså i direkte kontakt med vandet. Følgeskader og indirekte skader og tab, f.eks. driftstab, er i udgangspunktet ikke dækket af stormflodsordningen. Dog vil der typisk kunne opnås dækning for nødvendige udgifter til oprydning, nedrivning, bortkørsel, redning og bevaring som følge af en dækningsberettiget skade.

Selvrisiko under stormflodsordingen for erhvervsejendomme og løsøre udgør 14% af skaden, dog minimum DKK 14.000.

Her kan du se om du ifølge Naturskaderådet ligger i et stormflodsområde:  Naturskaderådet: Her var der stormflod den 20.-21. oktober 2023 (naturskaderaadet.dk)

Skade i et ikke udpeget stormflodsområde

Såfremt du er ramt af skade, men bygning og/eller løsøre ikke ligger i et stormsflodsområde, er det alene den gældende forsikring, der afgør om man kan opnå dækning. Ofte vil oversvømmelse være undtaget fra en standarddækning, men har man valgt at udvide sin forsikringsdækning med oversvømmelse, er der gode muligheder for at opnå dækning. Såfremt der er tale om en stormskade, vil der ligeledes være gode muligheder for dækning på de fleste forsikringer.

Hvad gør jeg i skadestilfælde?

Såfremt det vurderes, at der kan være dækning på egen forsikring, skal skaden anmeldes her. Det gælder også for den del af skaden (f.eks. driftstab), der ikke vil være dækket af stormflodsordningen.

Såfremt egen forsikring ikke dækker skaden, og såfremt der i øvrigt er udtaget brandforsikring og betalt stormafgift, kan man anmelde skaden via Naturskaderådet (stormraadet.dk).

Gode råd:

  • Husk altid at søge at begrænse skaden
  • Husk at gemme dokumentation for skaden – herunder billeder og videoer
  • Gem så vidt muligt skaderamt løsøre som dokumentation

Hvis du har behov for rådgivning om din forsikring eller hvis du er i tvivl om dækning, er du altid velkommen til at tage fat i din forsikringsmægler, der kan hjælpe dig videre.

Hvis du har specifikke spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at tage kontakt til os her.