Skip to main content

Ændringer i luftfartsloven betyder klare regler for kommerciel brug af droner

Droner kategoriseres som ”et ubemandet luftfartøj” i ændringsloven, som dog kun regulerer brugen af mindre droner, som foreløbig er fastsat ved en øvre vægtgrænse på 25 kg. Flyvning med droner over 25 kg vil derfor fortsat skulle følge luftfartslovgivningens krav til forsikring og lufttrafikregler mv.

Nye krav til ansvarsforsikring og tilladelser

Med ændringsloven for mindre droner følger en række nye krav.

For at udføre kommercielle droneflyvninger i bymæssige områder skal droneføreren erhverve et ”dronebevis”. Uden for bymæssige områder kræves blot et ”dronetegn”. Derudover indføres der registreringspligt for ejeren af dronen, ligesom ejeren skal tegne en ansvarsforsikring.

Den 7. juni 2016 sendte Trafik- og Byggestyrelsen udkast til bekendtgørelse om flyvning med droner i bymæssige områder til høring. Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for tilladelser og forsikringssummer mv., som kun er reguleret mere overordnet i ændringsloven. Høringsfristen er sat til den 3. juli 2016, og bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. september 2016.

Dronebevis

Som nævnt ovenfor skal droneføreren erhverve et dronebevis for at udføre kommercielle flyvninger i bymæssige områder. Et dronebevis fungerer som dokumentation for, at droneføreren opfylder visse standardiserede kompetencekrav. Det nærmere kompetencekrav følger af førnævnte bekendtgørelse, der bl.a. stiller krav til erfaring med et bestemt antal vellykkede droneflyvninger.

Dronetegn

Kravene til flyvning uden for bymæssige områder er væsentligt mere lempelige. Her er der krav til at droneføreren har erhvervet et dronetegn. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at føreren skal have kendskab til de grundlæggende regler for flyvning med droner for at erhverve et dronetegn.

Registreringspligt

Med ændringsloven bliver der yderligere indført en registreringspligt for ejeren af dronen til at lade sig registrere hos Trafik- og Byggestyrelsen.

Ansvarsforsikring

Endeligt er det med loven også et krav, at ejeren af dronen skal tegne en ansvarsforsikring i henhold til luftfartslovens § 130. I udkastet til bekendtgørelsen om flyvning med droner i bymæssige områder er der lagt op til, at dronen skal være dækket med en forsikringssum på 0,75 mio. SDR (Special Drawing Rights), hvilket givet en ansvarssum i omegnen af 7 mio. kr.

De danske forsikringsselskaber har nok endnu ikke fundet en blivende løsning på, hvordan de vil tilbyde at dække ansvar for flyvning med droner. Nogle tilbyder en udvidelse på erhvervs- og produktansvarsforsikringen, andre henviser til at tegne en ”aviation” police på Londonmarkedet. Sidstnævnte løsning vil i mange tilfælde svare til at ”skyde gråspurve med kanoner”.

Har du spørgsmål til eller behov for forsikring af kommerciel dronedrift generelt, er du meget velkommen til at kontakte os, så skal vi gøre vores bedste for at finde en forsikringsløsning, der matcher risikoeksponeringen til dig.